Eksternalisering er et begreb som bruges i narrativ terapi. Men hvad er det egentlig? Hvad kan eksternalisering bruges til? Hvorfor virker det super godt i børneterapi og samtidig i psykoterapi med voksne? og hvordan virker det? Læs om mine egne private erfaringer med eksternalisering – i rollen som mor. (scroll til nederste afsnit).
Hvad betyder eksternalisering?
Eksternalisering betyder, at vi adskiller os selv fra problemet. At vi kan se problemet som en selvstændig størrelse, og ikke som en del af vores personlighed. Når vi kan adskille problemet fra os selv- bliver det muligt at kigge på problemet udefra, altså eksternalisere – og derved se flere nuancer. Tænk bare på, at hvis du får noget i øjet, så kan du ikke selv se det. Men hvis du bruger et spejl, bliver det muligt for dig at se det – og gøre noget ved problemet.
- skridt i eksternalisering er, at indse, at problemet er problemet, og ikke dig som person. Ej heller HAR du et problem. Du OPLEVER et problem. Selvom det kun er ændring af et enkelt ord, gør det en kæmpe forskel for hvordan vi mennesker opfatter os selv. Hvis jeg HAR et problem, ja så er det jo MIT problem. JEG skal /kan gøre noget ved det. (og hvis jeg ikke kan – ja så er jeg mislykkes). Hvis jeg derimod OPEVER et problem, så er det IKKE mit ansvar at løse det. (og endnu vigtigere, hvis problemet ikke bliver løst, så er det ikke fordi, at jeg ikke er god nok. Det bliver muligt at tænke, at måske er problemet “bare” stort, eller det fylder meget – uden at det er min skyld, og jeg føler mig mindre kompetent.
Eksternalisering i terapi
Eksternalisering i terapi gør problemerne mere konkrete. Når vi kan kigge på et problem udefra, kan vi undersøge meget mere. Hvornår fylder det mest? hvornår er det opstået? Er det altid et problem? eller er det ok nogle gange? Og hvordan ser det ud?
I børneterapi er det ofte at børnene tegner problemerne. Jeg har set skolevægring blive tegnet som et “problem-monster”, Frygten for at blive forladt tegnet som en lille nål, der stak i huden, når moren kørte hjemme fra.
Når problemerne konkretiseres bliver de nemmere at arbejde med. De bliver nemmere, at undersøge og derved også lettere at løse. Det kan sammenlignes forventninger fra vores partner. Hvis vi ikke ved, hvilke forventninger, der er til os, så er de svære at indfri. I det øjeblik, vi kender forventningerne, har vi bedre mulighed for at gøre noget ved dem.
Det samme gælder, når det er voksne, som er i terapi. De oplever ofte, at problemerne er mudret sammen, som et knudret garnnøgle, og det er svært at overskue hvor de skal begynde. Når vi har konkretiseret problemerne, bliver det lettere at kigge på det enkelte problem. F.eks. kan “Stressen” påvirke “knas i parforholdet”, som igen kan påvirke “manglende tro på sig selv”- og hvis vi ikke har skilt dem ad, er det svært at vide hvor vi skal starte – og hvad det egentligt er, at vi arbejder med.
Eksternalisering i terapi handler derfor om at adskille problemerne – først fra dig som person, så vi kan undersøge dem og finde handlingsmuligheder. Har du lyst til at vide mere om hvordan eksternalisering kan hjælpe dig? Udfyld kontaktformular, så kontakter jeg dig.
Hvordan gør jeg som mor?
Begge vores børn har lidt af natteskræk. (hvis du ikke kender begrebet, kan du læse om natteskræk her.) Det er voldsomt som forældre at overvære det, men endnu værre for barnet, hvis det stilles til ansvar for det dagen efter, uden at kunne huske hvad der er foregået og hvorfor.
Imens jeg læste til Psykoterapeut MPF besøgte natteskrækken ofte vores søn. Det var voldsomt, udmattende og frustrerende, for hvordan kunne vi hjælpe ham (og os selv ) til roligere nætter?
Vi eksternaliserede den. Vi gav den et navn (Natteskrækken). Vi talte om den – hvad mon den ville? hvorfor mon den kom? hvad kunne den ikke lide? – fordi den blev omtalt som 3. person var min søn uden ansvar. Han følte ikke det var hans skyld. Tilgengæld var han meget interesseret i at undersøge den – hvad kan vi gøre ved den, så den ikke driller os så meget?
Vi fandt frem til, at dens intention var at irritere vores søn og os. At frarøve ham (og os) vores nattesøvn. Vi afprøvede forskellige ting – og ret hurtigt fandt vi ud af at, at det virkede, når vi talte bestemt til den.
(ja det lyder måske lidt langt ude – og ærlig talt, har jeg også følt mig som en tosse, når jeg har siddet på min søns sengekant midt om natten og sagt: “Natteskræk gå din vej. Du forstyrrer Sebastian i hans søvn. Du skal gå nu!” ) Og tro det eller ej. Men det virkede! Natteskrækken blev mindre. De gange hvor den kom- blev det hurtigere overstået, og min søn havde en fornemmelse af, at vi sammen bekæmpede den. (sikke en fortælling han kan få med sig “i min familie kæmper vi sammen – vi hjælper hinanden) – læs indlæg om magtfulde fortællinger her.
Oplever I også udfordringer i jeres familie, som kan eksternaliseres? Kontakt mig gerne – og hør hvordan jeg kan hjælpe jer.
