Mennesker dør. Det er naturligt. Men hvordan gør vi i forhold til bearbejdning af sorg? Hvad gør vi, når vi oplever sorg ved pludselig dødsfald? eller når vores børn er i sorg? Hvordan kommer vi bedst igennem det, og kan vi få hjælp til det?
Bearbejdning af sorg
“han har det svært med død og begravelser” Det er en sætning, jeg ofte hører i mit terapirum. Fortællinger om, at andre eller til tider èn selv, har det svært med begravelser og dødsfald. Når vi kan fortælle en sådan historie – “det er svært for os” bliver det legalt, at vi ikke har handlet eller gjort dét, som var bedst. Dèt som andre måske forventede af os – eller havde brug for. “han var der ikke for mig, da jeg havde brug for det… men han har det også svært med begravelser”. Så på en eller anden måde, har vi forståelse for, at det med dødsfald kan være svært- også så svært, at vi ikke kan hjælpe eller møde andre, med dèt, de har behov for, fordi vores egen sorg overskygger vores handlingsmuligheder.
Jeg har endnu ikke mødt et menneske, som nyder dødsfald og begravelser. Jeg tror, at langt de fleste synes det er trist, at sige farvel til nogen, de har kær. At miste en relation – og ja det er svært, og ja vi bliver kede af det. Det er helt naturligt! – Men kan vi lære at være i det? og hjælpe hinanden? JA- DET TROR JEG!
Du kan læse mere om sorg her.
Sorg efter dødsfald
I skrivende stund har jeg som 40 årig deltaget i 16 begravelser! 16 (nære) relationer er gået bort. Man kan sige, at jeg efterhånden har fået en del træning, i alt lige fra at sige “det sidste farvel”, til valg af bårebuket, huske kleenex og ingen masara til begravelsen, til at mærke tomheden og ked af det heden. Savnet – når det hele er overstået. 16 gange!
Min søn på 8 år, bliver meget berørt, når der sker dødsfald. Han reagerer med at blive meget ked af det – og det er helt ok. Som 8 årig kan det være svært, både at forholde sig til sine egne følelser- hvad er det jeg mærker? hvorfor græder jeg? eller hvorfor græder jeg IKKE, når nu min mor græder? Orgelmusik i kirken, og mange (fremmede) mennesker, som græder. Store voksne (fremmede) mænd, som bryder sammen – hvordan tackler man det som 8 årig?
Ud af de 16 dødsfald jeg har oplevet i mit liv, har min søn på 8 haft en nær relation til 4 af personerne, og har deltaget i 3 af begravelserne. Så allerede nu har han også en del træning i at sige farvel, og håndtere de triste følelser, der kommer naturligt i forbindelse med at mennesker dør.
Børn i sorg
Fortællingen om min søn bliver “han er berørt, når mennesker dør. Han udtrykker sine følelser, og han har brug for at vi trøster ham.” Hvilket er en anderledes fortælling end “han har svært ved det” for gu’ fanden (undskyld mit sprog) har han svært ved det – det har vi alle sammen. Men dén fortælling hjælper bare ikke. Tværtimod holder den os fast i magtesløsheden. Vi har det svært – ergo kan det blive svært, nærmest umuligt at handle eller forholde os anderledes til det.
Bearbejdning af sorg handler om at hjælpe barnet eller den voksne, til accept og forståelse af sine følelser. “Det er helt ok at føle sådan her. Det er naturligt” og endnu bedre er det, hvis der samtidig er nogen til rådighed, som har overskud til at tilbyde sin trøst. “jeg er her for dig. Jeg kan rumme dine følelser, både Vreden, Ked-af-det-heden og alle Frustrationerne”.
Det kan være svært (nogle gange næsten umuligt) at møde sit barn i deres sorg- hvis du som forælder selv er fyldt op af din egen sorg. Her kan børneterapi være en hjælp til både dig og dit barn. (dit barn får en fortrolig at tale med- du får mulighed for at koncentrere dig om din egen sorgproces.)
Sorg bearbejdning
Forleden havde jeg en klient i terapi, som efterlyste værktøjer til at håndtere sorgen efter et dødsfald. Ønsket om at få nogle værktøjer, så sorgen blev mindre eller helt gik væk! Vi talte om sorgen, om den afdøde og deres relation. Da vi nærmede os afslutningen af vores samtale sagde klienten “efter vores snak, kan jeg mærke, at jeg gør det rigtige for mig. Jeg har ikke brug for værktøjer. Jeg mærker mine følelser – jeg begynder at acceptere dem, og jeg ved nu at det tager tid. Jeg tillader mig selv, at være ked af det.” Klienten gik lettere ud af døren. Han havde nu en ny fortælling med sig – “jeg kan godt håndtere dødsfald. Jeg bliver ked af det. Men det er helt ok.”
